Du er her: 

Kirken er som byens hjerte

Kirken er som byens hjerte, 
rytmen i dens åndedrag
skiller helligdag og højtid
fra den travle dagligdag,
henter under uvejrsskyen
himmel lyset ind i byen. 

 

Sådan lyder 1. vers i den salme, som præsten og forfatteren Lisbeth Smedegaard Andersen skrev til Sct. Ansgar kirkes 100 års jubilæum i december 2015 - med melodi af Erling Lindgren.

 

 

Hvad var gået forud?

Hvad var gået forud?

Bramming opstod som bysamfund ved jernbanens oprettelse i 1874, da en station blev placeret ved siden af den gamle studedriverkro, “Kikkenborg “. Med stationsbyens vækst (man var ved folketællingen i 1901 nået op på over tusind indbyggere) var det naturligt, at spørgsmålet om en kirke, og især en kirkegård måtte rejses. Der lå allerede en kirke, Sct. Knuds kirke et par kilometer nord for den voksende stationsby. Den havde i mange år dannet rammen om kirkelige handlinger på egnen. Denne kirke blev gennem mange år betjent af præsten fra Darum, så når børnene skulle til præst, skulle de ud på en lang spadseretur om morgenen og hjem igen om eftermiddagen. Det kunne tage en hel dag. Men efterhånden som den nye by voksede, opstod der et stærkt ønske hos borgerne om at få opført en kirke i selve stationsbyen for at gøre det lettere for folk at komme i kirke.

Begyndelsen blev gjort med, da en præstegård blev bygget i 1904, kort efter, at Bramming havde fået sin egen præst. Sognets første præst blev Frederik P. Hovgaard (1903 - 1922).  Men der burde også ligge en kirke, netop der hvor folk boede og færdedes, mente mange med rette. Så i 1912 indkaldte en gruppe ressourcestærke borgere til offentligt møde, hvor der blev nedsat en komité, der skulle arbejde for opførelsen af en kirke i den nye stationsby.

I løbet af forbløffende kort tid lykkedes det komitéen at indsamle over 40 % af anlægssummen blandt byens indbyggere (ca. 18.000 kr.), kirkeministeriet gav andre 18.000 kr, og man fik stillet en grund til rådighed. Nu kunne kirkebyggeriet starte. Kirkens arkitekt blev Harald Lønborg - Jensen, der havde specialiseret sig i at tegne kirker i stil med de gamle landsbykirker, men med hvert deres eget særpræg.

Grundstenen blev nedlagt 15. juli 1914, og kirken fik sit navn Sct. Ansgar, svarende til sognets gamle kirke, Sct. Knud. Allerede året efter, 3. søndag i advent 1915 stod kirken klar til indvielse.

Opgaven var løst.

Og hvad så derefter ?

Kirken fremstår i dag stort set uændret siden opførelsen, med tårn mod vest og våbenhus mod syd. Mod nord findes en korsarm, der fungerede som kapel, indtil kirken fik særskilt kapel i 1966. Disse ændringer muliggjorde en udvidelse af selve kirkerummet, så der i dag er et åbent sideskib. Oven over det oprindelige kapel var orglet (Frobenius) tidligere anbragt. Det blev senere flyttet op i tårn hvælvingen, indtil kirken fik sit nye orgel (se senere) i 2015.

Blandt inventaret går enkelte ting som prædikestol, stolestader og krucifiks tilbage til kirkens grundlæggelse i 1915. Andet er kommet til i årenes løb, bl.a. takket være (penge)-gaver af forskellig art fra borgere i Bramming.

Disse donationer har givet skiftende menighedsråd mulighed for at lade forskellige moderne kunstnere udføre opgaver til kirken.

Med det resultat kirkerummet er kommet til at fremstå i et samspil mellem fortid og nutid.

 
 
 
 

Det oprindelige alterbillede har en anden historie:

Det oprindelige alterbillede har en anden historie

Ret tidligt i kirkens historie fik kirken en helt speciel og kærkommen gave, skænket af daværende stiftsprovst Peder Julius Pedersen, Ribe. En trefløjet altertavle, signeret Johanne Bramer Brask (1915 - 1951) og skåret af billedskærer Rasmussen, Bramming. Midterbilledet viser Jesu fremstilling i templet, hvor Simon og Anna tager imod barnet og takker og lovsynger Gud. Sidefløjene har mange små malerier med motiver fra Jesu barndom og lidelseshistorie. Indramningen med sin forgyldning og mange udskæringer afspejler den stilart, Skønvirke, der var fremherskende i Danmark i første halvdel af 1900-tallet. En rød tekst på brun bund lyder: “ Mine øjne have set din Frelse “ fra Lukas 2,29 - 30. Denne altertavle var i generationer til glæde for menigheden og hænger i dag i kirkens sideskib.

Men med tiden voksede ønsket om en mere tidssvarende altertavle, og da Sct. Ansgar kirke på et tidspunkt i arv modtog en større pengegave, der var øremærket til brug ved kunstnerisk udsmykning, kunne det længe nærede ønske opfyldes. Menighedsrådet henvendte sig til kunstneren Arne Haugen Sørensen, en af landets mest efterspurgte kirkekunstnere, som gerne påtog sig opgaven.

Den nye altertavle

Den nye altertavle , Guds hånd, blev indviet Skærtorsdag 17. april 2003. Tavlen er 3 fløjet - ligesom det gamle - med et stort og stærkt midterbillede, der viser Guds hånd, der løfter et menneske (Jesus? dig eller mig ?) op af den tomme grav, helt ude ved afgrundens rand.  På sin egen måde udtrykkes her det kristne håb om, at døden ikke får det sidste ord. Alt lægges i Guds hånd.

Lisbeth Smedegaard Andersen udtrykker det på sin måde i sin jubilæums salme, hvor hun bl.a. skriver:

Hvad er nu alverdens visdom
værd mod troens kerneord:
Skriv dig, Jesus, på mit hjerte
bed med mig mit fadervor.
Sig, at du, når vejen ender,
griber mig i dine hænder

 

Sidebillederne har motiver fra Gl. Testamente, til venstre uddrivelsen af Paradiset, til højre den nyskabte Adam.

Dette nye alterbillede - meget forskelligt fra det gamle - blev selvfølgelig i begyndelsen genstand for stor diskussion. Nogle havde svært ved at omstille sig, mens andre tog imod det som en stor gave til både kirken og menigheden.

Og siden 2003 har den nu hængt der til stadig undren, eftertanke og provokation.

Som evangeliet selv !

Kirkens kunstnere

Arne Haugen Sørensen er ikke den eneste nutidige kunstner, der har sat sit aftryk på Sct Ansgar kirke. Bag den gamle granit - døbefont er en gammel niche udfyldt med et maleri af den sønderjyske kunstner Svend Boe Hauggaard, Tønder. Kirken anskaffede i 2014 2 korsbilleder udført af SBH. Det rødbrune med det tomme kors i selve kirken - det andet i blå nuancer er ophængt i sognegården. I begge billeder er den sejrende Kristus symboliseret ved en gylden kongekrone. Nederst i billedet i kirken ses desuden “ den etiske trekant “, der symboliserer Gud i den øverste vinkel, og i spændingsfeltet forneden mennesket og medmennesket.

Orglerne i Sct. Ansgar Kirke

Det gamle orgel var et Th. Frobenius & Co fra 1948. Stod oprindeligt placeret på 1 sal i sideskibet over kapellet - men blev senere flyttet til pulpituret i tårnrummet.

Dog, som årene gik, trængte også det til en fornyelse, og efter års ventetid kom tilladelsen fra de kirkelige myndigheder. Den lokale orgelbygger, Anders Havgaard Rasmussen, blev udvalgt blandt flere interesserede.

Kirkeorglet er det instrument af alle, der kan præstere de fleste og mest varierede lyde, og som er vigtigt i et kirkerum. “ I dette rum oplever vi mange følelsesmæssige tilstande - jubel, sorg, taknemmelighed, eftertanke.

Derfor er orgel og kirkerum så nært forbundne; derfor skal de passe meget fint sammen “ (Anders H. Rasmussen)I dag står et nyt kirkeorgel placeret på gulvet i Sct. Ansgar kirke, det giver de fineste betingelser for at udfolde en smuk orgelklang, og organisten har god kontakt til menighed, præst og kor.

Det nye orgel, som blev færdiggjort i 2015, er skabt til gudstjenestebrug, men sandelig også til koncertbrug. Det spænder i klanglig stil ganske vidt.

 

(Karen Marie Haahr 2019)